Der er – heldigvis – mange positive historier i min klinik. En gang imellem er der dog én, der skiller sig ud. En af dem, en kvinde med ubalance i hormonerne, var for nylig forbi klinikken for at få zoneterapi.

 

Ubalance i hormonerne efter fjernelse af spiral

For nogle måneder siden kom en kvinde i slut 20’erne til mig. Hendes historie minder om mange jævnaldrendes: Hun havde været på p-piller siden teenageårene og var siden skiftet til hormonspiral. Nogle måneder før hun opsøgte mig, havde hun fået fjernet spiralen, fordi hun ikke brød sig om kunstige hormoner og hvad de gør ved kroppen. Siden da havde hun dog haft svært ved at “lande i sin egen krop” hormonelt, og hun oplevede humørsvingninger og kvalme. Hun havde fornemmelsen af en cyklus ift. krop og humør, men menstruation havde hun kun haft en enkelt gang på 4-5 måneder. Det var derfor oplagt, at der var ubalance i hormonerne. Desuden havde hun flere stresssymptomer i form af dårlig søvn, trykken for brystet og tankemylder.

 

Hurtig forbedring med zoneterapi

Efter at have lyttet til hendes historie, lagde jeg en behandlingsplan med fokus på at skabe balance i hormonerne, og vi startede behandlingen med zoneterapi op. Da hun vendte tilbage ugen efter, var der allerede en mærkbar forandring: “Selv min familie har kommenteret på, at jeg har mere overskud og virker gladere”, fortalte hun. Desuden havde hun sovet langt bedre og følte generelt at både krop og sind var mere i balance.

Siden fulgte 3 behandlinger med zoneterapi henover vinteren. For hver gang kunne hun berette om større overskud, bedre humør. Hun følte sig mere i balance og lod ikke hverdagens små udfordringer slå sig ud.

Menstruationen vendte tilbage og blev regelmæssig, og alt i alt var vi godt på vej i den rigtige retning.

Men pludselig udeblev menstruationen. Jeg beroligede hende med, at det ikke var unormalt, og at vi trods alt ikke havde været i gang med behandlingen med zoneterapi i så lang tid, så cyklus skulle nok blive regelmæssig igen. Vi fortsatte derfor behandlingen med ca. en måneds interval. Og så, en måneds tid senere, kom hun glædesstrålende ind af døren og fortalte, at hun var gravid!

 

Zoneterapi mod ubalance i hormonerne

Historien er en ægte solskinshistorie, og et rigtig godt eksempel på, hvad zoneterapi kan. Samtidig bekræfter den, at zoneterapi kan hjælpe, hvor det traditionelle sundhedssystem må melde pas. Var kvinden gået til lægen, havde hun sandsynligvis fået at vide, at “alting tager tid”, og at cyklus nok skulle blive regelmæssig på et tidspunkt. I dette tilfælde er jeg dog overbevist om, at zoneterapi var medvirkende til, at menstruationen blev regelmæssig lidt hurtigere end den ellers ville have gjort. Og ikke mindst, at “rejsen” derhen blev en del mere behagelig.

Samtidig minder kvindens historie mig om en af tommelfingerreglerne indenfor zoneterapi: Jo længere, du har døjet med en given ubalance, jo længere tid tager det at rette op på den. Her gik der kun få måneder, fra kvinden fik fjernet spiralen til hun konstaterede, at hendes hormoner var i ubalance. Umiddelbart efter besluttede hun at bruge zoneterapi til at få kroppen tilbage i balance.

 

Flere ønsker at kende deres cyklus

Endelig er kvinden og hendes historie meget repræsentativ for mange af de klienter, jeg arbejder med i øjeblikket. Jeg oplever, at mange yngre kvinder har fået et andet perspektiv på hormonprævention. Mange har været på p-piller siden teenageårene “fordi det var dét, man gjorde”. Nu ønsker de i højere grad at mærke sig selv og deres egen cyklus. Nogle, fordi de gerne vil være gravide – ikke nødvendigvis lige nu, men indenfor overskuelig fremtid. Og andre vil bare gerne gøre sig fri af kunstige hormoner og mærke, hvordan kroppen arbejder i løbet af cyklus.

Uanset motiv og forhistorie, så har hormonsystemet ofte brug for lidt hjælp til at komme i balance igen. Her kan zoneterapi være det helt rette redskab, fordi zoneterapi blidt hjælper kroppen tilbage på ret køl. Ingen symptombehandling, ingen ubehagelige bivirkninger, bare zoneterapi og velvære!

Du kan læse mere om behandling af hormonelle ubalancer her.